Evaluering af projektet: "En by for os - poetry slam for unge"

Evaluering af projektet: "En by for os - poetry slam for unge"

Elever fra Københavns Åbne Gymnasium optrådte med digte om deres steder på Sydhavnens Folkemøde d. 5. september 2020 – Cphfacilitation har evalueret projektet.

Sydhavnens Folkemøde har som målsætning at skabe en ny og anderledes samtale om byens udvikling. En dialog, der er båret af folkeoplysning, deltagelse og samskabelse.

En vigtig målsætning i den forbindelse er at inkludere børn og unges stemmer i folkemødet.

Projektet ” En by for os – Poetry slam for unge” tilgodeså disse målsætninger.

Projektets mål var at inspirere unge til at deltage i debatten om det 11. verdensmål; at skabe bæredygtige byer og lokalsamfund.

Derfor søgte Sydhavnens Folkemøde Huskunstnerordning om støtte til et samarbejde digteren Claus Høxbro og Københavns Åbne Gymnasium om afholdelsen af et workshopforløb op til Sydhavnens Folkemøde 5. september 2020, hvor de unge gennem poetry slam skulle inspireres til at sætte ord på deres drømme om en by.

I Cphfacilitations evaluering af projektet beskrives at 60-70 elever i løbet af to uger fik skrevet digte om et sted, der har betydning for dem, at syv af eleverne valgte at læse deres digte op for alle elever i de tre klasser, og at to elever valgte at træde på scenen på Sydhavnens Folkemøde og læse deres digt for tilhørerne.

En dansklærer siger, at det var magisk at opleve, hvordan eleverne tog poesien til sig, og samfundsfagslæreren supplerer med, at poesien var med til at nuancere arbejdet med bysociologi, der blev lagt et lag til.

Ledelsen fortæller, hvordan projektet taler ind i to af gymnasiets målsætninger 1) lokal forankring og 2) omverdens engagement.

Eleverne, der optrådte med deres digte, fortæller om, hvordan deres bevidsthed om et sted er blevet skærpet, og begge giver udtryk for at det autentiske møde med en digter gav dem inspiration.

Flere giver udtryk for, at netop de æstetiske læreprocesser som eleverne møder i dette forløb, for nogle skaber et andet engagement og en lyst til at forholde sig til og deltage i deres lokalmiljø.

Dette sker, når projektet:

- inddrager håb, drømme og længsler

- skaber nysgerrige og fabulerende rum

- skærper sansninger, stemninger og udtryk

Projektet tilføjer derved nye dimensioner og nye værdier til debatter og planer for udvikling af ikke kun Sydhavnen som lokalområde, men også andre steder.

Rapporten findes her:

Evaluering En by for os Folkemødet september 2020.pdf
Shared with Dropbox

.