Juniormesterlære i 8. og 9. klasse: En byggesten til praksisfaglighed

Cphfacilitation har været med til at facilitere et tilbud om juniormesterlære på 8. og 9. klassetrin som en ny byggesten til praksisfaglighed i grundskolen.

Det skete i en indledende samarbejde mellem kommunerne Brøndby, Herlev og Rødovre, erhvervsskolen NEXT Uddannelse, Business Ballerup og Føtex, Salling Group.

Som en del af dette planlægges der i foråret 2025 en række prøvehandlinger inden for de gældende bestemmelser om mulighed for udvidet praktik.

De kommunale UU-vejledere har tilbudt relevante elever fra 9. klassetrin og deres forældre muligheden for et praktisk orienteret undervisningsforløb efter nytår i et af 17 Føtex varehuse i Storkøbenhavn, samtidig med at NEXT Business Ballerup vil bistå med introduktion til det merkantile område. Grundskolerne får samtidig erfaringer med, hvordan praktikken kan kobles med fagligheden i skolen. Kan undervisningen i dansk og matematik tones, så det bliver tydeligt hvordan fagene bidrager til arbejdet i virksomheden, og hvordan fastholdes en kontakt til klassefællesskabet?

Forløbet giver samtidig eleverne en mulighed for en alternativ vej, når de skal vælge ungdomsuddannelse- ny mesterlære.

Her indgår eleven efter 9. eller 10. klassetrin en uddannelsesaftale – i dette tilfælde med en Føtex afdeling – og starter uddannelsen i Føtex støttet med forløb på NEXT Business Ballerup, i stedet for den traditionelle indgang med et grundforløb 1 og 2.

Tanken bag såvel junior- som ny mesterlære er, at læringen primært sker i praksis og at erfaringer fra praksis bruges som indgang i den teoretiske del af undervisningen såvel i grundskolen som på erhvervsskolen.

Baggrunden er, at der til august 2025 træder en række ændringer i kraft i Folkeskoleloven, der skal sikre en mere praktisk baseret undervisning. Et af disse er muligheden for juniormesterlære.

Formålet med tilbuddet om juniormesterlære er at sikre mere varierede undervisningsforløb, hvor elever har mulighed for at vælge en afslutning på folkeskolen med et mere praktisk sigte.

Af lovforslaget fremgår:

- at elever på 8. og 9. klassetrin skal tilbydes juniormesterlære

- at beslutning om deltagelse i juniormesterlære træffes af eleven med forældrenes accept

- at eleven skal tilbydes undervisning efter de almindelige regler, hvis eleven ikke ønsker at fortsætte i juniormesterlære

- at undervisningen i juniormesterlære som minimum skal omfatte undervisning i fagene dansk og matematik, og efter skolelederens beslutning også kan omfatte flere fag.

Når en elev starter i juniormesterlære, suppleres undervisningen i grundskolen med praktik i en virksomhed og/eller praktiske undervisningsforløb på en erhvervsskole, en FGU eller en ungdomsskole i et omfang af max. 2 dage om ugen. Der indgås praktikaftale mellem eleven og dennes forældre og den virksomhed, som skal være elevens praktiksted. Kommunalbestyrelsen indgår samtidig overenskomst med den uddannelsesinstitution uden for den kommunale forvaltning fx en erhvervsskole, der tilbyder praktiske undervisningsforløb.

Når juniormesterlæren skal implementeres, kræver det et tæt samarbejde mellem mange aktører.

Lovforslaget om juniormesterlære 3. behandles medio december 2024, og det forventes at der udsendes en tilhørende bekendtgørelse i marts 2025.

Hvis de gode intentioner skal blive til virkelighed, kræver det et tæt samarbejde mellem de nævnte parter.

Cphfacilitation bidrager gerne til at skabe grundlag for dette samarbejde og formidle viden om initiativer og læring fra prøvehandlinger, der kan være med til at gøre skolen mere praktisk orienteret. Kontakt flemming.olsen@cphfacilitation.dk, mobil 30519897.