Ny rapport: Billedkunsten i kommunerne

Billedkunstnernes Forbund har netop udgivet publikationen ” Billedkunst i kommunerne – potentialer og anbefalinger”, der er udarbejdet af Cphfacilitation.

Link til rapporten her: https://www.bkf.dk/wp-content/uploads/2020/02/200120_BIF_billedkunstikomm_20x26_net.pdf

Billedkunstnernes Forbunds bestyrelse stillede på et bestyrelsesseminar i februar 2019 spørgsmålet ” Hvad får kommuner ud af at investere i et levende og dynamisk kunstliv på højt fagligt niveau?” og besluttede på baggrund af debatten at sætte fokus på, hvilke potentialer billedkunsten rummer for kommunerne. Til at støtte arbejdet fik forbundet udarbejdet en kortlægning om billedkunsten og kommunerne.

Kortlægningen refererer til en række undersøgelser, der viser at investeringer i kunst og kultur giver   økonomisk og beskæftigelsesmæssigt afkast. Dansk Industri viser i en analyse, at danske museer bidrager til samfundsøkonomien med 4,9 mia. kr. årligt, hvoraf 1/3 er i andre brancher end museumsbranchen. Og Epinion har for Aalborg kommune undersøgt, hvor stor en del af de kommunale investeringer, der tilbageføres til det offentlige i form af skatter og afgifter. Undersøgelsen viser, at 90 pct. af investeringen tilbageføres til det offentlige. Dertil kommer en række afledte værdier af kunstens betydning for bosætning, turisme, uddannelse og sundhed.

I publikationen analyseres tilsvarende det økonomiske tilbageløb af investeringen i billedkunsten i Viborg kommune. Analysen dokumenterer tilsvarende, at størstedelen af den kommunale investering tilbageføres til det offentlige i form af skatter og afgifter.

Så kommunale budgetter til billedkunst og mere generelt til kunst og kultur er i langt højere grad investeringer i kommunerne, end udgifter på de kommunale budgetter.

Samtidig skaber billedkunsten en række andre værdier.

Kortlægningen beskriver hvordan billedkunsten støtter byudvikling, både i landsbysamfund på Thy, hvor kunsten støtter identitetsskabelse, og i større byer som Aalborg, hvor overskriften på planstrategien er ” Kunsten at planlægge by”.

En række kommuner afsætter midler til kunstnerisk udsmykning i kommunale byggerier. Kortlægningen beskriver, hvordan stærkt farvespil på vægge og trappeopgange i et sundhedshus kan flytte fokus fra smerter og give borgere med genoptræningsbehov lyst til at bevæge sig op ad trappen. Der fortælles også om hvordan kunstnerisk udsmykning i porten ved indgangen til en skole er med til at skabe tryghed.

Kortlægningen anbefaler kommunerne at formulere en kunststrategi. På denne måde inddrages billedkunsten i den strategiske udvikling i kommunen. I kortlægningen anbefales at der sættes fokus på følgende emner i forbindelse med udarbejdelse eller revision af kunstpolitikken:

  • Rammer for regelmæssig dialog mellem billedkunstnere og kommunalpolitikere
  • Kortlægning af billedkunstnerisk virksomhed i kommunen
  • Kortlægning af hvordan billedkunsten kan bidrage til kommunens strategier og politiker fx kommuneplanstrategi, sundhedspolitik, bosætningsstrategi, erhvervsstrategi, børne og uddannelsespolitik
  • Kunst i det offentlige rum – kunstens bidrag til stedsidentitet - % ordning ved anlægsarbejder
  • Udstillings og produktionsfaciliteter
  • Honorering af billedkunstnere.

Cphfacilitation bidrager med rådgivning i forhold til udformning af disse kunststrategier. Kontakt hjarn.borberg@cphfacilitation.dk eller flemming.olsen@godmail.dk.