Værdiskabende måling og meningsfuld rapportering på verdensmålene i kommunerne
Sådan lød overskriften på online symposium som SDG Leadership i samarbejde med CSR-forum og Cphfacilitation afholdt d. 29.10. med deltagelse af 10 kommuner, revisionsfirmaet Deloitte og CBS Institut for regnskab.
Formålet med symposiet var at give inspiration til, hvordan kommunerne kan anvende den nye danske baseline for de 17 verdensmål, som et brugbart værktøj, der understøtter mål- og implementeringsarbejdet i kommunerne.
Kommunerne Albertslund, Gentofte, Frederiksberg, Nyborg, Sønderborg, Herning, Frederikshavn, Tønder, Guldborgsund og Gladsaxe deltog i mødet.
Maibritt Skov fra Deloitte fortalte om, hvordan den nationale baseline var blevet til i projektet” Vores Mål” i en bred inddragende proces, hvor virksomheder, borgere og kommunale repræsentanter m.fl. havde været inddraget. Målsætningen havde været at finde frem til data i forhold til verdensmålene, som er tilgængelige, og som samtidig giver mening i en dansk kontekst. Projektet havde derfor opstillet seks kriterier for danske målepunkter: relevans, målbarhed, datatilgængelighed, pålidelighed, accept og ressourceforbrug. Ud af denne proces er der kommet 197 målepunkter, som angiver baseline i relation til de 17 verdensmål i Danmark. Desuden er der i projektet genereret 457 andre forslag til målepunkter, hvor der p.t. ikke findes pålidelige data. En del af disse forslag vil på et senere tidspunkt kunne blive til målepunkter. De danske målepunkter definerer bæredygtighed i en dansk kontekst og repræsenterer en fælles ramme for en bæredygtig udvikling i Danmark ved strategi- og policyudvikling, monitorering, evaluering og optimering.
Klimakoordinator Lene Sternsdorf fra Sønderborg kommune fortalte om kommunens udbytte af deltagelse i pilotprojektet ” Vores Mål”. Sønderborg kommune vedtog allerede i 2016 den første bæredygtighedspolitik med tilhørende handleplan og er nu næsten færdig med version (2,0) af kommunens bæredygtighedspolitik. Lene fortalte, at den lokale baseline for Sønderborg nu kommer til at udgøre et centralt grundlag for handleplaner og initiativer, der skal iværksættes. For kommunen har nu et mere præcist grundlag for status og dermed også større mulighed for opfølgning på fremdriften. Lene fortalte, at der på samme måde, som Deloitte understregede det, havde været lagt vægt på en bred inddragende proces, der havde involveret såvel lokalsamfund og virksomheder, som interne ambassadører i den kommunale organisation.
Caroline A. Pontoppidan fra Institut for Regnskab på CBS fortalte om forskning i ikke finansiel rapportering i forbindelse med verdensmålene i nogle svenske kommuner. Udvikling mod en mere bæredygtig fremtid sker på grundlag af klima- og miljømæssig bæredygtighed, økonomisk bæredygtighed og social samt kulturel bæredygtighed. Dette kræver, at der måles og evalueres ud på flere bundlinjer, og ikke kun den økonomiske, som er det almindelige målepunkt, når der aflægges regnskab. Der er brug for at få mere viden om den ikke finansielle rapportering, og CBS tilbød, at kommunale cases kan bruges som empiri til forskningsprojekter og som grundlag for undervisningsforløb.
I 2021 fortsættes dialogen i tre symposier, der går i dybden med, hvordan kommunerne kan arbejde med baseline og verdensmålene. Den 28. januar 2021 fokuseres på organisering af opgaven, d. 4. maj 2021 på implementering og d. 10. juni 2021 på måling og resultatopfølgning.
Der er plads til, at flere kommuner på disse møder. Henvendelse til flemming.olsen@cphfacilitation.dk for nærmere information.